Portræt af en knivmager.
Af Jens Ansø
 

Knivmagerportræt: Finn Hampenberg

 

Endnu engang har jeg haft lejlighed til at besøge en af de meget dygtige danske knivmagere. Denne gang gik turen forbi Finn Hampenberg i Odense, og vel ankommet blev jeg budt indenfor til en kop kaffe og en sludder. Efter med et vist besvær at have passeret en meget entusiastisk cocker spaniel blev jeg ledt op ad trappen til 1. sal, hvor Finn har indrettet hele overetagen i sit hus til et rigtigt ”herreværelse”. Det er tydeligt, at der bruges mange timer i dette rum. Her har han flere arbejdsborde hvor forskellige materialer, værktøjer, klinger og knivbøger hober sig op og venter på, at det bliver deres tur til at komme med i værkstedet. Væggene er fyldt med reoler med våben og knivbøger, montre med knive, tupilakker og andet godt. Skuffedarier med billeder, tegninger og andet, der dokumenterer tidligere værker og inspirerer til de næste kreationer. Der står fjernsyn, spolebåndoptagere og skabe fyldt med fine kameraer ved siden af stakke af DVD og videofilm. Og - ikke mindst - fylder nogle gode sofaer og lænestole op i den store stue. Her oppe befinder man sig godt, og man fornemmer, at det er her, sjælen til Finns knive udspringer. Det er en inspirerende oplevelse at sidde her og snakke knive samtidig med, at man kan kigge rundt på replikaer af store forhistoriske kranier, værktøj på væggene fra hans tid som modelsnedker og flotte udskårne figurer fra Grønland. Og som han udtrykker det, er man jo her dejligt fri for fyrfadslys og blomstrede puder.

Finn i sit "herreværelse"

Finn må siges at være en meget alsidig knivmager, der ikke er bange for en udfordring. Det er altid spændende at se, hvilke knive han nu har bedrevet, når man møder ham rundt på de danske knivtræf, hvor han er en flittig udstiller. Da jeg mødte Finn første gang i starten af halvfemserne, havde han lavet knive i et par år, og det var mest knive i Loveless stilen, der gjorde sig gældende på hans bord. Dog uden at lægge sig fast i denne stil, hvilket mange andre knive, stadig af fuldtangs typen, beviste. Senere har man set alt fra japansk inspirerede tanto’er til tyske hirchfenger-agtige knive. Alle kun inspireret, for de har et tydeligt Hampenberg præg som det bærende element. Fuldtangsklingerne har senere fået selskab af de smalle, og man ser en tydelig udvikling fra dengang på messen. Ofte kan det være nemt at sætte en knivmager i bås med andre knivmagere, det være sig de nordiske, europæiske eller transatlantiske. Dette er nu fuldstændig umuligt med Finn, da han tydeligvis har skabt sin helt egen stil. Det er dejligt befriende, at man støder på knivmagere, der ikke føler sig bundet eller alt for inspireret af andres knivtraditioner. Da der jo er lidt tid mellem de danske træf, går der derfor også tit en del tid før jeg igen ser Finn og hans knive. Noget jeg har bidt særligt mærke i, og som især gør det næste møde spændende, er det, der kendetegner hans måde at arbejde på. Ofte viser han et bord af nye stilarter inden for knivkunsten men med en tydelig sammenhæng mellem alt, hvad der ligger fremme. Det er tydeligt, at han her har fået en idé og gennemarbejdet den til fulde, udforsket mange afkroge af denne ide. Man ser en gentagelse men også en fornyelse i hver kniv. 
 

Noget, der er meget iøjnefaldende, når man beskuer knivene fra Finns værksted, er hyppigheden af metalbeslag mellem klinge og skæfte. I senere år har han fundet stor inspiration i at udfile meget smukke fronter eller parerstykker enten i stål eller bronze. Det er tydeligt, at der må være brugt utallige timer og knofedt for at forvandle de rå materialer til de kunstfærdige beslag. Disse beslag er i høj grad med til at definere stilen i hans knive. Efter udformningen er stålet typisk blåneret og bronzen patineret med forskellige væsker og teknikker. Det giver den færdige kniv et antikt og næsten romantisk våbenagtig præg og sætter efter min menig en eftertrykkelig streg under det gode håndværk.

 

Det er tydeligt, at Finn lægger mange kræfter i at designe spændende og anderledes knive. Finn er selv glad for, at hans knive adskiller sig fra andres i så kraftig grad. Det er jo ikke sjovt, hvis alle knive er ens. Finn sliber sine klinger ud i højtlegeret værktøjsstål på båndsliber. I en del år har han benyttet et særligt højlegeret stål kaldet Elmax, men han benytter også flere andre ståltyper afhængig af, hvilke knive han laver. En stor del af skæfterne bliver udformet i mammuttand eller knogle, der ofte snittes ud i kunstfærdige former. Det kræver sin kniv at snitte i mammuttand og det er en selvfølge, at det er en af hans egne knive, der bruges til formålet. Det må siges at være en god måde at teste skarphed og ægholdbarhed.

 

Finns værksted er indrettet i en gammel skurvogn, der er blevet klodset op. Her er der indrettet et hovedrum med båndsav, boremaskine, skruestik og ikke mindst en stor mængde file og andet håndværktøj. I forrummet på skurvognen er der endda blevet plads til en fin lille Deckel fræsemaskine. Den trænede læser vil nok bemærke, at jeg ikke nævnte nogen båndslibere endnu, hvilket skyldes, at de befinder sig i en tilstødende bygning. Desværre er rummet der ikke opvarmet, hvilket medfører en vis planlægning i løbet af året. I de lune måneder bliver der produceret en hel del stålstøv ved båndsliberne, og denne produktion sørger for, at der er klinger nok til vinterhalvåret. Som Finn siger, er der ikke meget sjov ved at arbejde i et rum, hvor man først skal banke hul på isen, inden man kan dyppe klingerne i kølespanden.

 

Som nævnt deltager Finn ofte i de danske udstillinger, men han bevæger sig også gerne ud til de udenlandske som f.eks de svenske og tyske. Det er oftest her knivene bliver afsat, og samtidigt kunne det jo være, at han fandt nogle materialer til de næste knive. At hans knive adskiller sig fra stort set alt, hvad man kan finde i Norden, er ingen vist i tvivl om, og det var derfor også en fryd at se ham markere sig med en jagtdolk af imponerende proportioner til den nordiske knivlandskamp, hvor Danmark som bekendt løb af med sejren. Der er ikke nogen, der kan beskylde Finn for at rette sig ind efter andres stil og til tider hæmmende traditioner. Jeg vil slutte artiklen af her med at opfordre andre knivmagere til at befri sig fra traditionernes tunge åg og smide tøjlerne under fremstillingen af de næste knive. Og lad så billederne tale sit eget tydelige sprog.

(Artiklen blev bragt i et nummer af "Knivbladet")